Kommer vi til at mangle barnelatteren?

God tirsdag, derude<3
I sidste uge stod alting virkelig i barnetankernes tegn. Jeg så børn over ALT. Bambi i flimmeren, mor-kærlighed på instagram. Og gravide maver alle vegne. Børn, kærlighed og relationer. Hele vejen rundt. Ikke til at overse. I hvert fald ikke for én, som konstant har spørgsmålet om børn i baghovedet i forvejen.

Og jeg lyver vist ikke, hvis jeg siger at presset findes?
“Børn er jo den største glæde”.
“Det er hårdt, men jo totalt det værd!”.
“Ville I ikke komme til at mangle barnelatteren, hvis I lader vær’?”.

Alle sammen pointer, som Kæreste-Daniel og jeg vender i øjeblikket. Fordi sagen er jo den, at vi (måske utraditionelt?) overvejer slet ikke at få (eller lave/håbe på?) børn.

Billederne er taget af Cecilie Juul Rasmussen

Daniel læser engang imellem mine indlæg, før de når ud til jer. Og han siger tit “den passage om børn dér, er den ikke lidt ‘taget ud af det blå’?”. Haha, jo! Men debatten ligger som sagt også hele tiden og ulmer inde bagerst i mit hoved. Børn, ikke børn. Børn? Ikke? Åh!

Mit indre biologiske ur har simpelthen travlt. Men det giver vel også god mening, hvis vi tager min (og vores) alder i betragtning? Daniel er 23 år. Jeg er 24 år. Vi har været kærester i snart fem år. Til sommer er jeg færdiguddannet bachelor. Vi har transport og bolig. Vi er der. Alt, hvad man gerne skal kunne krydse af for at være klar til børn. Vi er der.
Men kun på papiret.

I virkeligheden er vi dér, hvor vi hellere vil bruge springbrættet til noget andet end børn. I hvert fald som det ser ud lige nu. Og det er vi enige om.

Men trods forventningsafstemninger og ægte enighed. Så kalder mit biologiske ur stadigvæk på mig. Og giver mig en knude i maven, når jeg taler og skriver om en fremtid uden børn. Også selvom jeg forsikrer mit ur om, at fremtiden jo så i stedet kommer til at involvere andres børn. Min søsters, Daniels søskendes, mine veninders. Der kommer til at være nogle at kaste sin kærlighed over og elske. Mit ur og jeg kan blive moster og tante. Og gudmor, skulle nogen se os værdige til den titel også. Hvilken ære!

Men knuden i maven bliver ikke mindre af den slags forsikringer. Uret vil have sin egen. Hvilket medfører, at jeg det ene øjeblik har en nærmest instinktiv babysult. Det næste øjeblik kløjs jeg ved ideen om et lille menneske, altid at tage hensyn til. Store kontraster. Store følelser.

Jeg ved, at jeg vil fravalget. Men det er immervæk også hårdt at sige farvel. Og skulle jeg ske at glemme det, så minder mit ur mig om det. Når en baby ser sød ud. Eller når min mor ringer (den relation, mor-barn, som ikke bliver ny med mig og mit eget). Når jeg kigger på Daniel og forestiller mig fremtiden, uden børn. Uden én, som er os. Av!

Kan vi ikke alle sammen finde en forelskelses-følelse frem ved tanken om en lille én, som ligner vedkommende vi elsker allermest? Som for alvor gør kærestepar til en familie? De tanker og følelser har vi også. Nok mere mig end Daniel. Men igen, jeg ved, at de kun vare et kort sekund. Så er jeg videre igen. Tilbage på no-baby-sporet, hvor jeg ved, at jeg helst vil være. Der er bare mange af den slags sekunder i øjeblikket. Hvor jeg i glimt kan se det være godt. Hvor jeg bliver håbefuld og længes. Åh, altså.

Må mit biologiske ur snart få noget andet at give sig til, haha. Det gør det nok ikke.. Så må vi jo se om det ender med at råbe højt nok en dag. Eller om vi får det som spået, ingen egne børn? Jeg kan lige se mig selv linke tilbage til det her indlæg, skulle vi ske at have en lille én på armen en dag, hehe. Man troede nok at man kunne undvære. Men det kan vi. Det vil vi. I hvert fald lige nu, som sagt. Og så må vi se, hvad fremtiden bringer.

Jeg har i øvrigt tænkt meget over hvad I, derude, skal bruge sådan et indlæg her til. Og hvem jeg skriver det for? Fordi det er jo også emner som det her, som er svære at dele. Mest fordi at beslutningen jo er vores alene. Men jeg vil gerne dele processen. Måske give et par af jer nogle at spejle sig i? Ikke, at jeg aner hvad vi laver eller kender konsekvensen endnu. Måske er det den rigtige beslutning, måske ikke?

Men at være i tvivl er en stor del af at være i sine tyvere, spørger I mig. Så at vi kan dele erfarringer, mål og drømme, det ser jeg som målet med blog-mediet. Og med indlægget her. Så nu ved I i hvert fald hvor vi står. For nu.

Og beklager. I er helt sikkert nogle, som synes det her er en ordentlig gang sludder, hehe. Man kan alligevel ikke bestemme over fremtiden og al den slags snak. Men debatten fylder bare, rationel eller irrationel, helt vildt for os. Så nu er I indviet, og jeg håber sådan at I er okay med det. Det er i hvert fald rart at få samlet tankerne lidt på skrift<3

Kunne I lige se en baby-bump her?

(Visited 349 times, 1 visits today)

Kommentarer

  • Nå tvivlen hele tiden banker på, tænker jeg ofte at det er fordi det er uafklaret, som i tiden vil vise hvordan det ender med at blive for jer. Nogen gange synes jeg man kan have for travlt med at definere hvordan ens liv skal forme sig. Lev i nuet og så finder i tids nok ud af om i får lyst til børn. Jeg kan dog kun stemme i med klichéerne – børn er den største gave, til tider pisse hårdt, men det hele værd! hilsen en mor til to 😉 første fik vi i 2016 – der var jeg 26, men mit biologiske ur larmede også en del fra jeg var 23, hehe 🙂

    • Du har helt sikkert ret! Åh, kunne man bare slukke for lysten til at planlægge også😅
      Men det indre ur dér, kunne man vælge at slukke én ting, så blev det i hvert fald det, spørger du mig🤷‍♀️ Det er helt sikkert fint som en lille reminder, men det føles også lidt som et levn fra en anden tid.

      Lidt ligesom visdomstænder. De er der, men det ville være lettere hvis de ikke var🤷‍♀️ En sen aftens sammenligning😅🙌

  • Børn er ikke for alle, jeg har stor respekt for at man fravælger det.
    Samtidig tænker jeg at I er så unge, I behøver ikke træffe et endegyldigt valg endnu. Se hvad der sker. Livet kan så hurtigt ændre sig (taler af erfaring).
    Hvad taler imod at få børn for jer?

    • Du har helt ret i forhold til det med en endegyldig beslutning. Den ligger heldigvis et stykke ude i fremtiden😊 Længe leve fortrydelsesretten! Og vi er også positive og åbne i forhold til at se hvad der sker, det skal man vel være?🤷‍♀️

      Hvad taler så imod:
      Helt kort, to ting:
      1) Den første er den begrænsning af frihed, som jeg synes man ser følger med at få børn, på den ene eller anden måde🤷‍♀️ Den lille er førsteprioritet, altid. Og vi er bare ikke sikre på at vi er klar til at sætte os selv som andenprioritet.
      2) Angst. Jeg har skrevet lidt om det før. Sagen er den, at jeg, i pressede perioder, oplever angst og kan have brug for ikke at skulle være menneske for nogen🤷‍♀️ Det er nærmest ikke et valg, jeg lukker bare ned. Og det er jeg ikke sikker på, at jeg vil byde et lille menneske. I perioder kun at have én forælder (Daniel). Det er ikke noget jeg døjer meget med mere, men jeg spår at det godt kan blusse op igen med en baby, da min angst primært er forbundet med pressede perioder🤷‍♀️

    • Jeg kan godt forstå det. Det med friheden var jeg også nervøs for. Men man kan meget med børn på slæb, stadig væk. Og man kan jo dele sig op, så jeg går i byen med veninderne osv. Jeg føler ikke, jeg har givet afkald på noget, egentlig, men vi prioriterede også et par store udlandsrejser inden baby. Det var et godt valg! Men ja, det er altid barnets behov først, og det er til at blive vanvittig af til tider. Men jeg finder åndehuller og prioriteter mig selv – også. Det er vigtigt 😊
      Igen, det er helt jeres beslutning, og jeg er ikke ude på at “omvende” jer eller noget 😄 Jeg kommer bare med et lille indspark fra “den anden side”. Jeg var nemlig ikke skruk, og det føltes enormt grænseoverskridende at skulle tage springet. Men da jeg stod med den positive test føltes det som det mest rigtige i hele mit liv.
      Det var bare lige et indspark ♥️
      Og mht angst. Det forstår jeg også godt! Men ingen forældre er perfekte, og der er hjælp at hente. Du må i hvert fald ikke lade dét være en faktor til at bestemme at du ikke skal have børn, hvis du har bare en lille følelse i dig omkring at du gerne vil have børn.

      • Det lyder også som en god ide at rejse stort inden, vælger man børn til! Det tror jeg helt sikkert også at vi ville prioritere😊
        Og det må du ellers gerne, altså argumentere for modsatte side. Alle input er meget velkomne! Det er jo det, vi er her for!😉 Og jeg kan godt se det være godt. Og jeg kan til dels også se det fungere med børn, selvom min angst muligvis indfinder sig igen. Men åh, kunne man bare se ind i fremtiden!😅 Se om det lykkedes, vide om det ville være en god beslutning🤷‍♀️
        Eller om det bliver så hårdt, at vores parforhold ikke kan stå distancen. Det er nok i virkeligheden den “hemmelige” tredje faktor. Frygten for at overbelaste relationen mellem Daniel og jeg🤷‍♀️

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *