Farvel og tak, AU!

Skrevet tidligere i dag

Okay. Okay!

Vi parkerer lige alt i dag. Fordi i dag har jeg taget en endelig beslutning, som gør mig så glad, at jeg næsten ikke kan være i det! AHHH!

Setting: Jeg sidder i køkkenet og ser på himlen skifte farve. Og med en kop havrekaffe, som jo så er brygget delvist på regnskovens træer (godt, at I kan holde mig på rette kurs, derude<3). Damn you Oakly! Men drikkes skal den, nu den er købt. Og så får jeg bestilt andre mærker hjem til næste gang. Vi skal jo ha’ gang i det helt store havredrik-review i det nye år ser det ud til. Og bare for at give det en vinkel, så tænker jeg, at vi går ud fra havredrik i kaffen. Vi er jo glade for kaffe her, hehe. Så det skal nok blive godt!

Alright. Dagens ti tons lettere skuldrer. Den store beslutning. (Nu stråler solen, mens det regner, og alting ser gult og lyserødt ud. Et tegn!). Jeg har simpelthen besluttet mig for at stoppe på AU! Farvel og tak for denne gang!

“Jamen, trækker du virkelig stikket én meter før målstregen?”

Lige så irrationelt som det måske lyder, ligeså sandfærdigt er det. Jep. Jeg trækker stikket én meter fra målstregen. Det er jo sådan, at jeg “kun” mangler at færdiggøre to eksaminer (begge to nu her til februar), før jeg kan kalde mig bachelor i teologi. Kun to eksaminer mere. Så ville jeg være færdig.

Og siger man det på den måde, ja så lyder det jo ganske dorskt at sige stop. Jeg kan godt se det. Men det ser også kun sådan ud på papiret. For som med så meget andet, så er virkeligheden en lidt anden. Bagved tæppet er jeg lige ved at gå ud af mit gode skind! Den helt korte version er; at jeg simpelthen bare ikke er glad mere. Og jeg har faktisk ikke været det i laaang tid (mindst siden i sommers). Jeg ved ikke om I har mærket det, derude? Eller om jeg har skjult det godt nok?

Og jeg er helt sikker på, at det er fordi jeg trænger til at have mit fokus et andet sted. Fordi uni giver mig ikke noget. Eller. Det giver mig jo en masse på uddannelsesfronten. Og det har givet mig en masse andet også. Men det er en svunden tid! Det er i stedet blevet til en slags sky af evig dårlig samvittighed. Og når jeg sætter mig med bøgerne, så mærker jeg straks hjertebanken og en klap gå ned. Jeg er simpelthen mættet. For nu.

Så jep. Jeg siger fra. Stop. Stands! Fordi jeg har prøvet på at tvinge mig selv. Køre mantra efter mantra om, hvor goooodt det bliver at være færdig. Og hvor tææææt jeg er på målet. Men det hjælper ærligt talt ikke rigtigt. Bøgerne er lige svære at åbne. Og mit hjerte sidder stadigvæk i halsen, når jeg tænker på at min hverdag skal fortsætte i det her spor, som absolut kun tager livsglæden fra mig. Mættet. Helt mættet! Så i stedet for at glo på en åben bog de næste to måneder. Og få hjertebanken, uden at få læst. Så tager jeg sku affære!

Jeg ringede også til min mor tidligere. Både for at få et godt voksenperspektiv på tingene. Det kræver tingene engang imellem. Og jo i virkeligheden også for at se, om jeg kunne træffe beslutningen med en velsignelse, eller om hun synes at jeg skulle køre på. Mor ved som regel bedst. Og jeg havde egentlig forberedt mig på en “skulle vi nu ikke lige se hvordan det ville gå til februar?”, sådan som det er lydt de sidste fire år, når jeg har ringet hjem i gråd og fortvivlelse. Hep og godt med tiltrængte “kom så, skat!”. Men da hun tog telefonen i dag, da tror jeg godt at hun kunne høre, at filmen var knækket for mig. En klods på bremsen var bestemt på tale.

Så det er dér jeg er nu. Og så skal jeg ellers til at fylde min hverdag og mit hoved med noget andet. Og jeg er mega spændt på hvad det skal være! For jeg er mere end klar på at blive en del af arbejdsmarkedet igen. På at vågne fra min dårlige samvittigheds-rus. Jeg skal til at være i live igen. Og til jer, som har læst “Skulle du ikke være præst?”, så lyder det her måske som den halvårlige livskrise, ha! Men det er mere end det. Jeg trænger simpelthen til at komme helt væk fra uni og få frisk luft i lungerne. Og at få følelsen (tilbage) af at have udrettet noget, når fyraften er nået.

“Skal du så slet ikke være bachelor i teologi alligevel?”

Jo. Det skal jeg. Bare ikke lige nu. Jeg håber på at tage de to manglende kurser engang i fremtiden. Når jeg har fået det hele lidt på afstand. Og når uni ikke længere at alt, hvad min hverdag drejer sig om. Lige nu føles de to eksaminer til februar som liv eller død. Vitterligt. Så meget drejer min hverdag sig om dem. Så lidt afstand tror jeg vil gøre dem godt. Og mig godt!

Og der er så meget mere at sige til det hele. Jeg har cirka 100 argumenter mere i rygsækken for, at det her er den bedste beslutning. Måske de skal i et andet, mere uddybende, indlæg på et tidspunkt? Jeg ved ikke om det interesserer jer så meget? Pointen er bare, at jeg har mærket efter. Og nu handler jeg sku på det jeg mærker.

Nu blev det også meget seriøst. Og jeg har vist brugt mere energi på at forklare mig end på at fejre det, hehe. Typisk. Men det er en fejre-situation. Og det bedste jeg har gjort for mig selv i lang tid. Fordi det betyder, at jeg nu skal til at have travlt igen. Ude i verden-travlt, frem for snotten-i-bøgerne-travlt. Og det glæder jeg mig åndsvagt meget til!<3
Jeg skal til at vågne fra min dvale-tilstand.

Det var det for nu. God aften, derude!<3

(Visited 151 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *