2020, bringing sexy back, yearh! Og et kig fremad

God nytårsuge, derude!<3
Har I haft en god jul? Jeg håber i hvert fald at I har fået al den and/flæskesteg/veganske leverpostej, som hjertet kan begære! Og at jeres aften og juledage ikke har føltes alt for fremmede.

I dag skal vi nå tre ting. Først får I billederne af mit juleaftens-outfit. Min søster skød nemlig en masse billeder (i bidende kulde!) juleaftens dag, så dem skal vi ha’ med. Både for at binde en god, gylden sløjfe på julen og (måske også en smule) for at minde jer om, at jeg trods alt har et par fotogene vinkler.. (you will see why). Næste del af indlægget er nemlig fyldt af de billeder, som ingen troede skulle se dagens lys, ha! Men hvorfor gemme noget væk, som måske kan styrke smilebåndet? Så dem får I.

Når vi er i mål guld og grin, så tager jeg jer med på et lille kig fremad. Hvad kan I regne med på bloggen og insta i det nye år. En god indholdsafstemning. I kan blandt andet glæde jer til en give away eller to (betalt helt og aldeles af egen lomme). Og til det helt store havredrik-review! Lige nu har jeg 8 mærker på havre-listen, så skriv endelig hvis du kender til et godt mærke som skal prøves!

Alright. Julens hovedoutfit. Jeg valgte at køre den ind med guld. Fra top til tå. Et sæt fra Stine Goya (fra en sæson eller to tilbage). Jeg har flere gange været ved at sælge det igen faktisk. Noget med pasformen, som engang imellem generer mig. Men for nu har det fast plads i skabet. Og det kom mig jo virkelig til gode på juleaftens dag! Fordi sættet er det eneste über julede tøj, som jeg ejer. Så selvfølgelig skulle det være dét. Sammen med en lyserød strømpebuks fra Oddlemon, en ruskindshæl i mørkeblå og pink neglelak (måske mit varemærke? Går næsten aldrig med andet). Af sammen grund “investerede” jeg for nylig også i en lidt dyrere udgave. Nailberrys Hollywood Rose. Så fin! Dyb pink og spejlblank.

Jeg ved i øvrigt ikke om I har lagt mærke til pletten, som man som regel kan se på mine strømpebukser? Det er et modersmærke. Min mor har et på samme sted og én af mine folkeskoleveninder havde det også. Vist nok på samme sted. Et lille minde om familie og relationer. Og så har jeg også altid følt, at mit ben lignede det prikkede keramik fra Malene Helbak, da mærket sidder lige midt på benet. En skøn skønhedsplet!

Åh, den neglelak! Jeg dummede mig lidt ved at købe sager til mig selv i december. Min søster havde nemlig været hurtigere end mig og købt næææsten den samme farve til mig i julegave. Bare i mærket Green. Så jeg håber at I er okay med den, for I skal nok se den i en god rum tid.

Nederdelens underkjole var heldigvis samarbejdsvillig.

Den glade, gyldne jul. En sløjfe bundet på den. Fordi enden på 2020 er (måske heldigvis?) inden for rækkevide. Måske et blandet år for os alle sammen, på hver sin måde? Nye måder at gribe an på. Noget har manglet. Andet godt er kommet til. Og en lille del har måske fået lov til at forblive som det var/er? En ægte, skræmmende rutschebanetur hvis I spørger mig!

Personligt har det jo for mig været året, hvor jeg gik fra at tro, at jeg skulle ha’ både bachelor og kandidat lige i rap. Til i stedet at trække stikket og tage selvbetalt orlov fra bacheloren (læs: farvel og tak, AU). Året, hvor jeg for alvor tog bloggen seriøst og investerede i en ordentlig hjemmeside. Og hvor vi sammen er gået fra at være 200 samlet, til at være over 1250 samlet (se evt. postet HER, hvor vi maks gættede på 300-400)! Et vildt år faktisk?! Gud, hvor ville jeg gerne vide hvad I, derude, husker og tager med fra jeres 2020?

Én ting er (og har) i hvert fald været konstant igennem 2020 i min ende. Svipsere på rullen! Fordi igen i år har jeg grebet enhver chance for et lille billede. Og som jeg har forvisset jer om, så er kamerarullen hudløst ærlig. Den fanger det hele. Skidt og kanel. Så her har I den. Den lovede lille serie af de sider, som (på godt og ondt vel, hehe) også er mig.

Vi starter i København. Daniel og jeg nåede jo til København i slutningen af november. Lige inden at vi ikke måtte, igen. Og mens turen var essensen af overdåd og tyl-ekstravagance (virkelig alt det, som jeg trængte til), så ligner det (på ca. hvert andet billede) at jeg klør mig lidt halvuheldigt. Man er vel heller aldrig mere prinsesse end at kløe også skal passes? I virkeligheden er jeg ved at flytte på al den herlige tyl, men altså. Heldigt ser det jo ikke ud.

Bringing sexy back, yearh!.. Tre gode i blomsterkåben.

Og så har det jo også været året, hvor mine lange lokker fik tur. Klip, snap, væk! Jeg fandt ud af at det alligevel ikke dækkede den skønhed af en dobbelthage, som jeg tit har mig. Åh! Så i stedet for at skrige af Daniel, når han once again har lagt sig ovenpå mit lange hår, så kan han nu sove trygt. En rigtig parforholds-saver. Shave and save, måske? Arrrhg! Måske ikke. Men på næsten alle fronter er det korte hår virkelig en lækker løsning! Så hvis I overvejer en lang page, derude, then do it. Der er helt sikkert også én derude, som ville elske at være smuk i lige præcis jeres hår<3

Jeg kan jo som vist ikke love at det korte hår altid redder en fotosession, men det prøver da.

Åh, pandehår. Du livlige, altid vindblæste hårgardin! Der var faktisk engang én, som spurgte mig om ikke jeg mest bare er pandehår? Hah, men hermed et bevis på at jeg er derinde bagved. I øvrigt tror jeg at kommentaren var ment sødt. Men jo, pandehåret, ved siden af pink neglelak, er nok også et sikkert varemærke. She bangs!

I skal heller ikke snydes for mig, måske midt i et nys? Og min mås, så stor som den kan blive. Og hvad den (ellers fine) kjole har gang i, well. Et kunstnerisk udtryk i hvert fald. Og den slags kreative processer skal man jo støtte.

Og til slut. Hvis I nogensinde har overvejet om jeg er god med fuldskæg? Well, here you go! Og bevares, det kan da noget! Men jeg er nu også helt okay med kun at ha’ mit lille lady-stash, ha! Åh, hvor jeg har kigget på det her billede. Der er lidt viking over det? Sådan et rødt fuldskæg?

Jeg håber at I synes, at billederne lever op til det, som jeg har lagt op til. Den her slags billeder er nemlig aaaaltid på rullen. Det med fuldskægget er godt nok i den mere sjældne afdeling, ha! Men ellers er afbildningen en ret fin 1:1. Så jep. Mit 2020 i semi grelle billeder. Det var det her med at jeg kun er menneske (skulle der sidde en enkelt sjæl af en anden opfattelse) og i den grad ikke altid tager et godt billede. Igen: længe leve mit kærlige team af meget tålmodige fotografer! Uden dem kørte vi nok grelle billeder hele året, ha! Ej, nu skal man heller ikke tale sig selv længere ned end hvad godt er<3 Det er jo trods alt også mit ansigt, som er på nogle af de gode<3

Hvad skal der ske i 2021?

Fra et tilbageblik til et blik fremad. Og det føles lidt som om at alt jo nærmest skal ske! Jeg skal for det første ha’ fundet mig et job ude i den der store verden. Og gerne i går. Så virkelig spændende! Og lidt skræmmende også. Sådan at forlade den trykke kravlegård, som uni er. Specielt i den her tid, hvor jobs måske ikke ligefrem hænger på træerne. Men jeg er heldigvis langt mere spændt end skræmt. Og jeg har da også et par ønskejobs på listen. Og dem skal I høre om. Men af overtros årsager, så holder jeg dem lige for mig selv lidt endnu. Men jeg lover jer. I øjeblikket at noget er landet, så fortæller jeg om det hele. Man er jo blogger, hehe!<3 Men et job er øverst på to-do listen.

Ved siden af job-hunten, så har jeg også lidt i ærmet til både bloggen og insta. Det går simpelthen intet mindre end ned, hehe. Vi skal som sagt ha’ gang i et par give-aways, hvoraf én af dem er strikke-relateret (og delvist hjemmelavet. Jeps!). Kan I gætte hvad det er? Og vi skal se på havremælk/drik, som erstatning til komælk i kaffen. Jeg er i gang med at teste løs!

Og så skal vi i højere (og måske vildere?) grad dyrke stil, vintage og klædeskab mere! Hvilket også passer mega fint ind i mit fortsatte ambassadørskab for Hello Vintage. Og jeg ved godt, at den slags er mega nem at komme til i dag. Næsten alle poster outfits, men jeg tror måske at I er okay med at det også er en del af DNA’et herinde? Det er i hvert fald gået hen og blevet en stor del af mit DNA, og hvad der er mig er som oftest også bloggen og insta. Men sig til hvis det bliver for meget<3 Så pakker jeg glimmergåsen lidt væk, hehe.

Vi kommer også til at dyrke Randers noget mere. Og det glæder jeg mig til. Sådan fortsat at tage jer med til hjertet af Jylland<3 Selvfølgelig i det omfang corona tillader det. Og strik, selvfølgelig! Nu jeg er færdig med julegave-projekterne. Og ellers, så er planen forsat at lade jer ind på alle de små tanker og valg, som 2021 helt sikkert kommer til at byde på. Og selvfølgelig alt sammen pakket ind i farver, glitter og (forhåbentligt) æstetiske udtryk<3

Mere om det hele på den anden side, både af pressemødet og nytåret<3
(Og i mellemtiden, så selvfølgelig ovre på insta)

God aften, derude!<3

(Visited 99 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *