En følelse af at løbe stærkt og alligevel skuffe

God søndag, derude<3
Fra et rimelig lykkeligt “siden sidst” (læs HER. Og jo tak! Fordi I allerede er med mig igen) til et halvulykkeligt “dagens status”. Måske I også har bemærket, at I nogle gange er derude. Andre gange er I venner. I dag er en derude-dag.

Jeg sad lige med næsen dybt begravet i et kommende “parforhold under corona”-indlæg. Jeg har skrevet på det henover den sidste måned (listen med udfordringer findes. Mere om det senere). Men midt i et rimelig godt arbejdsflow går det op for mig, at jeg for anden dag i træk har glemt alt om aftensmaden! Vi spiste først klokken 22:00 i går. Og vi fik kun mad, fordi Daniel for tredje gang listede ind i stuen og spurgte til sagen, “hov ja! Den smuttede igen! Jeg lover at gå igang! Jeg skal bare liiiiige..”.

Nu har jeg sat noget suppe over. Alt er okay igen. Men weekenden har alligevel været ret sigende for min seneste tilstedeværelse i andet, end mit nye job og bloggen/insta. Daniel bliver spist af med sen/ingen mad. Min mor venter stadigvæk på et opkald. Mine veninder hører ikke fra mig. Med andre ord, så halter min kvoteopfyldelse på de relationer, som ikke foregår på en skærm. Simpelthen utilstrækkelig.

Og i dag rammer det mig ekstra hård. Måske fordi det er valentines? Ikke at vi fejrer valentines, men det ligger alligevel lidt i luften. I dag lægger op til et os. Og mit mangelfulde bidrag fremstår ekstra tydeligt i skæret deraf.
Måske har det i virkeligheden en masse med alt muligt andet at gøre? Det er lidt usikkert..

Heldigvis ved alle jo godt at tilstanden er midlertidigt. Den gode rutine er lige på trapperne. Og inden længe er jeg tilstede igen. Tilstrækkelig igen. Og jo også gerne mere end tilstrækkelig. Måske endda for meget? På den gode måde altså? Bare tænke sig. Det må gerne komme hurtigt. Men min erfaring siger mig også, at man ikke kan skynde på den slags. Det kommer, når det kommer. Og imens er den vigtigste opgave ikke at hænge sig for meget i alt det, som halter. Hah! En svær dyd at praktisere. Man sætter vel en ære i at overtænke..

Anyways. Så ved jeg aldrig rigtig hvad I, derude, kan bruge den slags skriv her til? Måske sidder I et par stykker med de samme følelser? Måske er det rart at læse kærlige nyheder fra folk, som sidder i en anden situation end en selv? Fokus-flyt for en stund? Ligemeget hvad, så tak fordi I tager jer tiden til også at læse de her lidt mere terapeutiske skriv. Det varmer at vide, at I sidder derude og swiper bloggen tynd. På en måde er det jo også det der gør, at den har så kærligt meget fylde<3

God aften til jer, og så ses vi helt sikkert i morgen<3

(Visited 54 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *