Lad os slå en streg over tabuet – Inkontinens

God weekend, til hver og en af jer, Venner<3

I går, fredag, var en af de der dage, hvor man lander hovedet på puden, med et smil i hjertet<3 Kæreste-Daniel og jeg fik aftensmad fra vores yndlings-burgersted, Burger Boom (de laver de bedste sweet potato fries!). Og før det endte min veninde og jeg tilfældigvis til livemusik på rådhustorvet om eftermiddagen, midt i tøvregn, og god-is-frappé. Og snak med andre folk. Ægte fredagscafé-stemning<3

Og, Og.. jeg fik hentet friskkværnet hasselnødekaffe med hjem til weekenden<3

“Jeg render lige over på Borgen igen!”

Well.. I går var magisk. “frisk regnluft på kinderne”-magisk. Men det var også dagen, hvor matriklens kollektive undertøjs-afdeling ikke rummede ét eneste rent par. Så.. lad os bare sige, at mine knibeøvelser stod sin test, ha! Åh..

Og til en start gik det fint. Ingen pressen. Ingen følelse af vand, man ikke kan holde på. Men efter en kaffe og et par mundfulde sodavand.. Der måtte jeg efterlade min veninde i prøverummet, for at løbe tilbage, over på den anden side af gaden. Og lige før jeg nåede skiltet WC, var jeg vitterligt i tvivl om, hvorvidt jeg ville nå det? Men jeg nåede det. Heldigvis.

Og det føltes som held! Det kunne lige så godt være gået galt, ved siden af prøverummet, i Nørrebro..

Men det er sjovt. Jeg har prøvet det på den måde én gang før, i Århus. Hvor Kæreste-Daniel var splitsekunder fra at måtte agere afskærmning, mens jeg (på ganske naturlig vis, som man jo gør det?) havde alle intensioner om at lade koppen, fra min næsten færdig-drukkede latte, gribe “dagen”. Vi nåede alligevel ikke helt dertil, trods alt. Men jeg vraltede, med krydsede ben, hele vejen tilbage til bilen i Sallings Parkeringshus. Med den tomme kop i hånden, hele vejen.

Kæft man.. Jeg har aldrig troet, at det var noget, som jeg skulle deale med i mine tyvere? Inkontinens? Og det er trods alt heller ikke all day, every day. Men det fik mig til at tænke.. Gad vide, om ikke vi er flere i tyverne, som døjer med den slags? Ikke, at jeg er god til at lave de kniveøvelser. Og jeg har altid været det barn/menneske, som har været god til (bad wording) at holde mig. Men måske er jeg ikke alene om at døje med vandet, i midten af tyverne?

Jeg klikkede forbi Sundhedsstyrelsen. Og faldt over, at det i gennemsnit tager os 7 år, fra vi oplever symptomdebut, før vi henvender os til sundhedsprofessionelle, når det kommer til urininkontinens (læs evt. mere Her). Og det skulle hænge lidt sammen med tabuisering. Og det er jo fjollet! Fordi igen: med de kampagner, der køre på Instagram i øjeblikket, for inkontinens, så må vi være en forholdsvis stor gruppe? Og selvom vi så ikke er, så skal ingen vel føle sit problem for pinligt? De kasser, vi putter hinanden i, de er altså ikke (næsten aldrig måske?) ret hensigtmæssige.

Så tabuet til en side. Og selvom det da var op ad bakke, at min veninde og jeg måtte svinge forbi vores matrikel, efter en god gang damage-control (det trælse par af Kæreste-Daniels bokseshorts og et bind), så var det jo heller ikke være? (PS. bruger vi ikke allesammen vores bedre halvdels undertøj til tider? Mon ikke?)

Fordi vores kaffedate fortsatte jo henad eftermiddagen med livemusik, og stille syngen med, hvor den måske ellers ville være endt, da vi tog forbi mig. Og min veninde kunne måske have troet, at jeg gerne ville ende vores date tidligt? Og i sidste ende, så kunne det måske være endt i færre kaffedates? Alt sammen for ikke at tale de to sekunder om noget, som kan fikses forholdvist nemt? Og for hvad? Ikke at blive puttet i kasse-inkontinent?

Lyder det ikke også lidt af, at vi skal (ikke blive, men) være gode til at tale om den slags her? Og møde hinanden, når vi taler højt om det? Mon ikke, at det kunne lette presset en smule? (pun always intended). Jeg tror det<3

God weekend, Venner<3

(Visited 34 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *