Historien om mit første møde med angst

Jeg var næsten lige ved at gå direkte til indlægget med lidt flere ord om AMA (Aldrig Mere Angst af Sisse Find). Men så slog det mig. At fortælle om processen, uden at lade jer ind på livet af min angst, først? Mit udgangspunkt? Det bliver måske hurtigt lidt overfladisk? Vi har talt angst herinde før (bl.a. Her og Her). Men mest kort? Og med andre emner som hovedfokus? Så nu får I historien. Om en efterårsaften, 2016, hvor en hidsig hovedpine, midt i teologiens grundtemaer, skulle vise sig at blive mit første store møde med angst.

Og til de af jer, som endnu ikke helt kan sætte fingeren på, hvad angst kan være for en størrelse? Så kan det måske allerbedst beskrives som resultatet af en slags momentan bekymringsspiral? Forestil dig, at du står overfor et spørgsmål/problem, som du ikke umiddelbart kan få svar på/løse. Og forestil dig så, at dine instinkter fortæller dig, at det skal du sku, for det er (føles) livsafgørende, at du få løst problemet/svar på spørgsmålet. Og værsgo! En ond spiral, som meget hurtigt kan virke endeløs..

Og det var det, som jeg oplevede i 2016.

Første semester

… af uni var godt igang. Alle bøger købt, alle intentioner lagt for fremtiden. Gymnasiet var gået knap så godt, så uni skulle være min succeshistorie. Små krav, hva’? Men anyways, så var det de tanker, som jeg havde gjort mig om mit universitetsliv. Og det startede godt, bevares! Men som ugerne gik, blev det en smule svære at holde tempoet højt. Og en aften kunne jeg se, at jeg ikke ville nå i mål med teksterne til dagen efter. Trods 08:00-21:00 dage + inddragede weekender til læsning.

“Men så falder jeg jo bagud?!”

Jeg kan huske, hvordan bøgerne lå foran mig, og holdt stirrekonkurrence. Og imens indfandt hovedpinen sig. På det her tidspunkt anede jeg i øvrigt ingenting om, at det var angst. Men det var det, og henover den næste time tog det til. Bølger af konsekvens-tænkning. Hvad nu, hvis jeg ikke når i mål med teksterne i dag? Hvad nu, hvis jeg falder bagud? Dumper jeg så kurset? Smider de mig så af uddannelsen?! Alle tanker var rettet mod frygten for at fejle. Katestrofetanker.

Og til sidst havde jeg det bare skidt. Hovedpinen havde på en måde snøret sig hele vejen ned i kroppen. Ud på det kolde, hvide klinkegulv på badeværelset. Og det var her min daværende roomie fandt mig. Siddende på gulvet, med albuerne på brættet, midt i mit livs værste hovedpine. “Hey! Det, du oplever lige nu, det er altså angst..”. Ord, som jeg (alt for overlegent jo..) aldrig havde troet skulle gå min vej. But nevertheless sad jeg dér, mit i mit første angstanfald.
Min roomie havde ‘heldigvis’ erfaring med angst, så vi fik styr på mig. En rolig aen på rykken. Tale i næsten meditative toner. Og da jeg var faldet tilpas nok ned igen, blev jeg puttet med en spand ved sengekanten. Just in case.

Men med de ord begyndte min historie. Mit ‘forløb’ med angst.

One Day at a Time

Siden har angst og angstanfald, med mellemrum, været en del af min hverdag. Hver gang der er sket noget nyt og spændende: formand for festudvalget, forbindelser i forhold til min egen lille virksomhed, nyt job. Angst. Eller op til eksaminer. Angst. Egentlig hver gang, at noget har virket betydningsfuldt. Angst. Ude af min kontrol. Eller.. sådan har det i hvert fald føltes.

I hvert fald lige indtil for cirka et halvt år siden, hvor jeg, uden at vide hvorfor det virkede, stødte på noget som hjalp lidt! Og hold lige fast engang her: billeder af hundehvalpe med kostumer på. Jeps, den er sku god nok. Det er en strategi, som jeg har tyvstjålet fra One Day at a Time, en serie på Netflix. En af karakterne lider af PTSD, og når panikangsten er på vej, så sender overboen billeder af hundehvalpe med party-hatte. Og det virker! Både i serien og, skulle det så vise sig, i virkeligheden!

Jeg skrev med en af jer, T, om angst omkring det her tidspunkt, hvor jeg sendte hunde/kostume-tippet videre. Men med fare for at det kun virkede for mig, så delte jeg det aldrig sådan stort, som her. Og igen, mest fordi at jeg faktisk ikke anede, hvorfor det virkede? Men det gør jeg nu. For efter at have læst en god del af AMA, så har jeg fundet ud af, at det var mit første rigtige møde med metakognetive metoder til lempelse af aktiv angst. Men meget mere om det i næste indlæg! Mega spændende!

For nu, så tænker jeg, at I er indviet en lille smule mere i den angst, som jeg arbejder med (imod)?<3
Og jeg beklager til de af jer, som ikke rigtig synes, at den her del er spændende. Men jeg tror, at det alligevel er rart nok at kende lidt til det, for der skal helt sikkert nok være en omkring os allesammen, hver især, som har prøvet kræfter med angst<3

(Visited 37 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *