Det var ikke et ønskebarn

Alright, Venner.
Here we go<3

Det er efterhånden længe siden, at et indlæg har været så svært at lægge i jeres hænder. I virkeligheden har det måske faktisk aldrig været  svært? Fordi fra og med dette sekund, så handler det om noget faktisk. Noget sket. Og hvad der før max har kunne tælle som gisninger, teorier og intentioner, er nu en virkelig del af vores historie.

Og som I måske kunne mærke i forgårs, så har jeg tænkt i utællelige timer, på jer. Hvordan fortæller man om den slags? Fortæller man overhovedet om den slags? Er der mon et rum for samtalen? Den kærlige dialog? Eller er det bare stadigvæk et af den slags emner, som simpelthen rammer en nerve i os, hvor det gør for ondt? Hvor det alligevel, trods et ønske om den bedste velvijle, slår os lidt for pinefuldt at have på tungen?

Sagen er den at vi, for tre uger siden,
var igennem en frivillig medicinsk abort.

Vores historie

Jeg har så meget, som jeg gerne vil sige/fortælle/spørge jer om. Men jeg tænker, at det måske i første omgang giver bedst mening at starte med historien. Både så I ved, hvor vi står nu. Men måske også for at give de interesserede af jer, en mulighed for at høre om sådan et forløb? Hvordan det kan foregå. Jordmoder Iben gjorde os opmærksom på, at oplevelserne (selvfølgelig) er individuelle. Men lige præcis på den note blev vi enige om, at vi, om ikke andet, gerne vil dele vores. Både som en slags kærlig public service. Men også fordi, at vores udgangspunkt jo egentlig måske er lidt anderledes, da vi ikke ønsker os egne børn.

Læs evt. Kommer vi til at mangle barnelatteren? og Hvad taler imod at få børn for jer?

Åh, jeg har så meget at sige til det hele lige nu. Og jeg tænker, at det måske finder herind, henad vejen. Men først og fremmest.

Vores historie.

Som startede en mandag aften, ovenpå en weekenden, hvor jeg havde følt mig sådan ægte mør.. Nul appetit, en kæmpe følelse af ugidelighed, øm kroppen over (dog mest in the melons..). Og lige inden sengetid, kiggede jeg mig i spejlet. Undersøgende. Fordi noget virkede altså off? Jeg har normalt altid appetit! Jeg vendte mig mod Daniel, og kan huske at jeg sagde noget retningen af, at det da også er ufatteligt, at boobs kan blive så ømtålelige?

Og her faldt tiøren for Daniel, som spurgte til tidsregningen, siden sidste test. Og en tanke, som (vildt og uhyggelig nok!) slet ikke havde strejfet mit ellers tydeligt symptom-ramte jeg, slog ned som et lyn. Og på samme tid som en kold spand vand, lige i masken! Ud på badeværelset. Og to graviditetstests senere.

“Mul..   der er sku to streger..”

To streger. På to tests. Tydelige, mørkerøde streger. Først smågrinte vi, gloede på streger og sagde “ej?!” 10 gange, mest i en slags panikstilstand? Og lige efter ramte følelsen af at være pinligt ædru os. Næsten på samme tid. Alvor. To streger..

Det skal måske siges, at vi er typerne, som sikkerhedstester ofte. Så at se én streg er kærkommen hverdag hos os. Men to. Spritnyt. Vi prøvede at regne tilbage. Dato for uheld? Sidste test? Sidste menstruation? Hvor langt kan vi ske at være? Koldt gys, efter koldt gys. Vi blev enige om at 5-6 uger godt kunne passe? Men under alle omstændigheder, så var næste skridt på vejen at få ringet til lægen tirsdag morgen. En plan lagt. Ro for nu.

“Lægen er på ferie”

Typisk, right? På en parkeringsplads foran Aldi, kl. 08:00 sharp. Men vi fik fat i en ferieafløser-læge. “I kan komme til onsdag”. Fint. Plan ændret, men plan fortsat lagt. Ro for nu.

Onsdag fik vi bekræftet hos lægen, at den var god nok. Gravid. Og samtidig fik vi muligvis også skuffet en sygeplejerske, som troede at vi skulle hoppe lidt af glæde sammen? Og det er nu, at dansen bliver tung. For det er jo streger, som mange kun tør håbe på. Streger, som nogle af vores nærmeste kæmper for. Streger, som ville bringe så megen lykke.. hvis de var landet et andet sted end her. Så vi forlod stedet. Og stod på gaden et øjeblik, status. Næste move bestod i at vente på en indkaldelse til scanning, på klinik for kvindesygdomme og graviditet. Hovedet koldt. Vi holdt i hånd hele vejen hjem.

Vi fik en tid onsdag, ugen efter. Lang tid at vente i øvrigt, når man er on a clock! Men det blev onsdag, vi blev scannet. Estimeret 7 uger henne. Og så blev vi sendt hjem. Med instruktioner til en medicinsk abort og fem piller i tasken.

Torsdag, tomatsuppe og tumult i maven

Onsdag eftermiddag skulle jeg tage en pille, som stoppede udviklingen af fosteret. Og torsdag morgen skulle de sidste fire lægges op, vaginalt. Daniel havde arbejdsdag torsdag, så vi fik mig puttet med vand, snacks og et eller andet dyreprogram, før han tog afsted. Ret fint faktisk. Og halvanden time efter ville min veninde kigge forbi og være hos os, hos mig, resten af dagen.

Instruktionerne lød på at ligge ned de første to timer. Hint til dyreprogram. Og bagefter var det vigtigt, at man bevægede sig lidt rundt. Strakte sig lidt. Lavede små mavebevægelser. Så de første to timer brugte jeg på at ligge helt stille og slappe godt af i hele kroppen. Og det tror jeg var en god ide. Jeg har læst et par historier om folk, som har fået meget ondt i løbet af de første to timer, og så vidt jeg kan læse mig frem til, så er det fordi at de har grint til en film. Altså spændt op i mavemusklerne undervejs. Så muligvis et tip, hvis man skal prøve kræfter med det her: lig helt stille de første to timer, indtil du må rejse dig igen.

Resten af dagen gik med små turer rundt i lejligheden. Suppe, når jeg havde øjeblikke med ro i mavemusklerne. Og ellers en masse søvn. Man får at vide, at det er vigtigt, at man bevæger sig, så jeg gjorde mit allerbedste for at holde mig igang. Men kender man almindelige menstruationskramper, så ved man, at det kan være ret ømt at bevæge sig sporadisk. Så søvn, afbrudt af mad og hulahop-lignende bevægelse, blev mit go to. Og det virkede.

Min store frygt var, at jeg ikke havde løsrevet nok indvendigt, så det alligevel ville blive nødvendigt med en efterfølgende kirurgisk abort. Jeg er generelt meget lidt glad for nåle, sygehuse og generelt at skulle stole på (godt nok fagfolk, men) fremmede. Det skulle helt sikkert også nok gå fint, hvis det skulle være. Men vi slap, heldigvis.

Det eneste, der virkede lidt farligt var..

Om aftenen, torsdag, havde jeg tabt så meget, at jeg blev svimmel og sort for øjnene, når jeg stod op. Ret ubehageligt, men ikke farligt, ifølge den jordmoder vi ringede til. Meget sød i øvrigt. Så jeg drak en masse vand og sov natten igennem. Og dagen efter troede jeg, at det var det. Så jeg hoppede i bad og arrangerede sommerhus-arbejds-date med min veninde, som jeg forvissede om, at jeg sagtens kunne tage bussen. Hah, NOT! Da jeg stod ud af badet, var mine læber næsten lilla. Og jeg måtte lige sidde ned et øjeblik, fordi hele verden snorrede omkring mig. Vammelt! Så jeg blev hentet (og holdt øje med) fredag, mens jeg drak en masse juice (tip fra min veninde, som er bloddonor).

Vi har siden været til tjek, en blodprøve, for at sikre, at alt er okay igen. Og alt er okay<3 Ingen rest af noget som helst. Det bløder stadigvæk, men det kan det gøre i op til 3-6 uger efter. Så alt godt dér. Det har i øvrigt bare føltes som milde menokramper siden, hvis jeg overhovedet har kunne mærke det. Så alt godt<3

Dét, for nu<3

Men jeg tænker, at det nok var det for det her indlæg.
Der er jo 100 ting mere, som jeg gerne vil sige. Fortælle om. Og høre jeres meninger/historier omkring.

Og bare så jeg lige får sagt det højt igen, så er det her selvfølgelig kun vores historie<3
Men for nu, så ved I, hvad vi har brugt den seneste tid på. Parret, som ikke vil have børn.


Foto af Monstera fra Pexels

(Visited 207 times, 1 visits today)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *